Harddisk

Svindel med harddisk

Niels spørger:

Jeg købte på et hardware forum en SSD-Harddisk af en lidt nyere bruger. Han har siden d. 27-02 undladt at sende disken, og er generelt meget svær at komme i kontakt med – besvarer ikke opkald og beskeder.

Der er tale om 455kr, og har derfor ikke anmeldt det endnu, da jeg også lige ville give ham en chance til at sende den. Jeg kender kun personen via hans kontonummer, brugerprofil på forummet og hans telefonnummer som desværre ikke giver resultater ved søgning på de gule sider og lignende.

Hvordan skal jeg forholde mig til denne situation? Jeg er klar over at jeg formentlig ikke får hverken disk eller penge at se igen, men da jeg har alle beskeder og hans kontonummer(eneste info jeg har som kan bruges til at finde hans identitet) tænkte jeg at en anmeldelse måske ville være på sin plads?

Forbrugermeningen svarer:

Du kan ikke gøre andet end at melde sagen til Politiet, og så vil du få dine penge der igennem som et erstatningskrav. Det er dog værd at kontakte banken og spørge om de kan hjælpe dig med kontaktoplysninger. Banker vil nogle gange gerne undgå at blive blandet ind i Politianmeldelser, og kan nogle gange hjælpe videre med kontaktoplysninger.