Pant i bil

Overtager man pant og gæld i en bil ved køb?

Jes spørger:

Jeg er desværre kommet i den uheldige situation, at have købt en bil, hvor der er en restgæld på. Sælgeren af bilen har haft gæld, som han har løjet om overfor mig. Dog (i følge ham) ubevidst, da han ikke vidste gælden fulgte bilen.

Der er på slutseddel skrevet under på at der ikke er nogen gæld på bilen, og han har siden også erkendt at det er ham som har lavet fejlen, og at havde han vidst gælden fulgte bilen, var den aldrig blevet solgt. Eftersom bilen var ved inkasso, så var det ikke en bil han havde lov til at sælge videre.

Jeg mener selvfølgelig at jeg har en god sag, til trods for at jeg ikke har tjekket bilbogen ordenligt. Sælgeren er villig til at påtage sig gælden, men inkasso virksomheden vil have pengene som han ikke er i stand til at betale, da han har købt anden bil med pengene.

Det gør at jeg kommer i klemme, da jeg (naturligvis) ikke har lyst til at betale en andens gæld. Derfor er min eneste mulighed som jeg ser det, at anmelde sælger for svindel og få handlen ført tilbage så jeg ikke hæfter for gælden på bilen.

Eller hvad?

Jeg håber I har lyst/mulighed for at give et godt råd.

Forbrugermeningen svarer:

En hel oplagt sag har du utvivlsomt… spørgsmålet er bare om du får dine penge tilbage!

Først og fremmest lige noget praktisk: Når en person pantsætter sin bil, betyder det at den gæld han skylder overfor kreditor har sikkerhed i bilen. Det betyder også at hvis bilen sælges så skal det være med kreditors accept, og pengene skal betales til kreditor (medmindre salgsprisen overstiger gælden, i hvilket tilfælde gælden skal betales ud og restbeløbet betales til sælger).

Det er så ikke sket her, hvilket betyder at du uden problemer kan hæve købet, og skal derfor have dine penge tilbage, og sælger skal have bilen tilbage… nu er spørgsmålet bare om sælger har nogle penge at betale, og siden han var sat til inkasso, tyder det på at du nok istedet får et tilgodehavende.

Hvis du melder ham til Politiet er det nok tvivlsomt om de vil tage sagen, da han jo vil oplyse at han ikke vidste det hang sådan sammen, og selvom de tager sagen er det eneste resultat at du vil få en dom over sælgeren på de penge det drejer sig om.

Du står derfor nu i en “pest eller kolera” situation, fordi dine valgmuligheder er:

  1. Betal pantet ud og få et underskrevet gældsdokument fra sælger på pantets pris
  2. Aflever bilen tilbage og få et underskrevet gældsdokument fra sælger på bilens pris (han har jo brugt de penge du har givet ham)
  3. Forsøg at melde ham til Politiet, hvilket vil give dig en dom over sælger som du kan sidestille med et underskrevet gældsbevis

Uanset hvad så kommer du altså i en situation hvorsælger kommer til at skylde dig nogle penge og det kan du læse mere om på vores gældsartikel.

Til en anden gang så vær sikker på at der ikke er pant i en bil, inden du køber og det kan du nemt og hurtigt checke lige her: www.nummerplade.net