Oddset

Privat sag om gevinst fra oddset

Michael spørger:

Jeg vil gerne starte med at sige tak fordi I er så venlige at tilbyde gratis hjælp. Det er dejligt at vide at der er nogen, der vil hjælpe.

Jeg føler mig svindlet af FJ (Navnet er forkortet af redaktionen).

Her er min begrundelse og oplevelser:

I september måned, begyndte FJ at lave rigtig mange opslag inde i Den Seriøse Oddser, en odds gruppe for entusiaster.

Opslagene var en masse væddemål, og 80 % af dem gik konsekvent hjem. FJ blev hurtigt populær, og oprettede en gruppe for sig selv, som hedder Den Sjove Oddser. Der kom hurtigt et par tusinde medlemmer, og oddsene væltede ind på siden, og gik ofte hjem.

Han opbyggede et stærkt tillidsbånd, da han hentede andre administratorer ind, som også lagde odds ind – det gik så vidt at det blev CVR registreret, og der var både planer om at lave hjemmeside og events i gruppen.

PengeI oktober måned afslørede de så, at de havde diskuteret muligheden for et kæmpe systemspil, hvor 50 brugere kunne smide 200 kr. ind pr. person for så at samle ind til én stor kupon. Det ville selvfølgelig give en potentiel KÆMPE stor gevinst hvis vi vandt på alt. Kuponen gik hjem, og vi vandt i fællesskab ca. 96.000 kr. som skulle fordeles ud på 50 personer. Vi ville ca. få 1900 kr. pr. person, og vi blev lovet at de ville blive overført ASAP.

Desværre var dette ikke tilfældet, og pengene rullede ikke ind på kontoen, og efter en måneds tid, undrede det mig meget. Jeg begyndte at skrive med Flemming om hvornår pengene ville komme, og hver evig eneste gang, var der en undskyldning for hvad der var gået galt den her gang.

Det hele virkede meget underligt, så jeg undersøgte sagen, og det viste sig, at FJ, havde problemer med sin virksomhed, og den var tvangslukket af told og skat pga. noget udbytteskat der ikke er betalt.

Efter dette blev der stille. Ingen hørte noget fra FJ, og odds-siden blev også stille.

FJ svarede ikke på beskeder længere, og virkede som om han ikke var til stede. Telefonnummeret han var tilsluttet til, var også blevet lukket.

Her blev jeg nervøs for, om FJ havde snydt os, og beholdt pengene for at ligge dem i sin virksomhed, for at den kunne overleve.

Jeg kontaktede nu en af de andre administratorer på Den Sjove Oddser, Michael. Han forklarede mig, at han heller ikke havde hørt fra FJ.

Senere hen fortalte Michael, at FJ havde haft private problemer og problemer med virksomheden, og det havde taget hårdt på ham. Det var selvfølgelig forståeligt, og jeg gav det lidt mere tid før jeg ville gøre yderligere. Dette var november måned.

En dag i December slog det mig igen. Det kunne jo ikke passe, at han ikke havde overført pengene, for det var trods alt 96.000 kr. det drejede sig om, og han havde jo haft siden oktober måned (d. 12. oktober) til at betale. Altså længe før hans virksomhed lukkede.

Min påstand er, at FJ bevidst har narret folk til det her system spil, da han kunne se hans virksomhed manglede penge.

Han har så været smart at overføre til enkelte personer, så nogle idet mindste kan fortælle de har modtaget penge.

Jeg blev oplyst af Michael at 39 personer havde modtaget penge, og 11 manglede.

Jeg skrev rundt til 7 forskellige om de havde modtaget deres penge. Kun én havde modtaget, og resten havde ikke. Inklusiv mig selv, hvilket gør det til 7 personer, der ikke havde modtaget penge. Jeg synes det virker for tilfældigt at jeg skriver til 7/11 personer som ikke har modtaget pengene.

Det var så min historie af sagen. Håber I vil og kan hjælpe.

Forbrugermeningen svarer:

Det var dog en skrækkelig historie, men juridisk er den relativ nem. Du har jo alle beviserne for at han skylder penge og du har alle oplysninger om ham. Det er derfor nu du skal følge denne guide, så du kan komme videre. Spørgsmålet er selvfølgelig om manden er penge værd, men idet det kun koster dig 500 kroner at køre en småsag, så mener vi bestemt du bør prøve.

Det er en meget nem sag at vinde, og manden vil højest sandsynligt ikke engang protestere imod kravet.

Men I kan også vælge at lave et fælles sagsanlæg. Her er det dog vigtigt at understrege at det totale krav så vil overstige maksimumbeløbet for småsager. Det er også relativt svært at få nok med på et fælles sagsanlæg, da mange vælger at afskrive pengene for at undgå bøvl. Vores bedste råd er derfor at køre sagen selv. Når du har en dom, kan du nemlig også publicere hans navn og sagen, således at andre kan blive advaret.

Held og lykke med sagen.