Bil med pant i

Bilhandel hvor pant ikke er betalt ud

Kim spørger:

Vi har den 28 juni købt en brugt bil med restgæld, har i kontrakt fået indført at restgæld betales på købstidspunktet, dette skete ikke, jeg var i en periode ikke i stand til at kontrollere da jeg var igennem en operation for kræft, erfarede i slutningen af juli at restgælden ikke var afviklet og at bilen stadig var vedhæftet en gæld til Al Finans a/s, kontaktede sælger som forklarede at pengene var indbetalt men var havnet på en forkert konto hos panthaver og ventede på at få pengene retur for at igen betale på den rigtige konto.

Den købte jeg dog ikke men for en sikkerheds skyld tog jeg kontakt til Al Finans a/s som da heller ikke kunne se at dette var muligt, tog igen kontakt til sælger som nu sagde at han havde sendt pengene og samtidig sendte en indfrielsesopgørelse fra Al Finans a/s, men det fortæller kun os at han ikke havde til hensigt at betale på købstidspunktet, da den er dateret den 28 juli og rettelig burde være dateret senest til købstidspunktet, samtidig har det ikke været muligt at få en kvittering for en eventuel indbetaling, det eneste der er betalt er kun afdrag på lånet, senest den 1 august.

Som jeg ser det har jeg i dag en bil der ikke er min og kan kun køre i den så længe afdragene bliver betalt, men mit problem er at sælger flytter til USA i en længere årrække og hvis han misligholder lånet, hvad jeg har vedkommende mistænkt for, mister vi bilen da lånet er mere eller mindre lig med bilen værdi, samtidig er der en del problemer med bilen som jeg gerne vil have bragt i orden, ikke at jeg holder sælger ansvarlig da bilen er købt som beset, men jeg er ikke interesseret i at bruge penge på en bil der kan blive inddraget om en måned, så vi føler os bondefanget og i en låst situation.

Forbrugermeningen svarer:

Det er en meget beklagelig situation du er havnet i, så lad os først og fremmest slå reglerne fast:

Ejeren af bilen må IKKE sælge bilen medmindre pant bliver indfriet. Da sælger ikke har indfriet pantet, har sælger dermed ikke ret til at sælge køretøjet, og sælger har bragt sig i en dum situation, for hvis du har på skrift at han påstår at han har betalt til en forkert konto, så er det en sag for Politiet, for så er det klart beviseligt at det er bedrageri. Hvis du ikke har hans udtalelse på skrift, så vil han helt sikkert ikke stå ved den, og så bliver det sværere at bevise, for så vil han med sikkerhed sige at han havde tænkt sig at betale, men desværre ikke kan osv.

AL Finans har ejendomsforbehold i bilen, så det bedste du kan gøre nu er at kontakte sælger og sige at hvis sagen ikke bliver ordnet indenfor 24 timer, så bliver han meldt til Politiet. Desværre stiller det ikke dig bedre økonomisk, for det er så ham der kommer til at skylde dig pengene, og det lyder som om han ikke er penge værd.

Til en anden gang så betal ALDRIG direkte til sælger, men betal beløbet til panthaver istedet.

Held og lykke med sagen.