Sag mod 3tow biler – Kan man hæve et køb hvis det er 2 firmaer der handler?

Henrik spørger:

3tow biler fra Silkeborg har solgt mig en Berlingo til 7000 kroner i en engroshandel. Han har dog aldrig sendt mig registreringsattesten til den, og på den baggrund ville jeg hæve handlen. Dette ville han ikke være med til, men han ville heller ikke fremskaffe en registreringsattest. Han mente at jeg kunne komme til ham når den skulle registreres, så ville han klare det fornødne. Jeg var selvsagt lidt i chok over denne handling, så jeg stillede bilen foran hans port om aftenen, puttede nøglen i en kuvert med en påkravsskrivelse om at få de 7000 tilbage på grund af manglende registreringsattest. Intet svar. Jeg sendte en rykkerskrivelse med afsenderkvittering og stadig intet svar og ingen penge.

Mit spørgsmål er nu om jeg bare kan stævne, eller om købeloven ikke dækker når det er 2 erhvervsdrivende der handler?

Forbrugermeningen svarer:

Købeloven gælder bestemt i erhvervskøb – endda med strengere krav til opfyldelse af forpligtelserne.

Manglende registreringsattest er i udgangspunktet en hævebegrundende mangel, da den jo er dokumentation for, at ham, som du har købt af, faktisk er indehaver. Derudover er det jo en vigtig forudsætning for, at du kan videresælge bilen.

Man kan godt indgå en aftale omkring handel med en bil, hvor det ikke er oplagt, at man handlede inkl. registreringsattest, men det vil kræve et eller andet særligt – noget korrespondance omkring attesten eller lignende.

Uden at jeg har gennemgået ophævelsen mv., er mit bud at du har været berettiget til at hæve, og som følge heraf – især når du har afleveret bilen retur i samme stand – så kan du kræve din betaling tilbage.

Når han ikke slipper pengene frivilligt, er dit eneste skridt at stævne. Så afsted med et betalingspåkrav og henvis til, at der ikke er reageret siden afleveringen.

Se iøvrigt også advarslen om 3tow biler på svindlere.dk