Svindel via mobilepay

Svindel via Mobilepay og Facebook

Sofus spørger:

Min facebook profil er blevet hacket, og flere af mine venner er blevet overtalt af en der udgav sig for at være mig at overføre penge til et MobilPay nr. Det drejer som om 7000 kr. De anmelder ham alle for tyveri, men jeg sidder tilbage med en dårlig smag i munden og føler at der er noget jeg burde kunne gøre. Er der noget jeg kan gøre?

Forbrugermeningen svarer:

Ja, det er der faktisk. Du kan lave en komplet sagsfremstilling til Politiet. Det vil sige, at du kontakter alle dem der er blevet snydt og noterer:

  1. Beløbet de har overført og hvilket nummer de har overført til
  2. Fødselsdato, navn og adresse på personen der er blevet snydt
  3. Datoen hvor overførslen er sket
  4. Teksten/e-mailen/facebook opdateringen som de har reageret på

Når du så har disse oplysninger fra alle personerne skriver du en kort redegørelse og derefter kan du indlevere det hele til din nærmeste politistation. Det er nemlig kun Politiet der kan få oplyst hvem der står bag et MobilePay nummer, så dette er den korrekte måde at gøre det på. Personen bag, vil så komme til at skylde dine venner det beløb de er blevet snydt for plus procesrente.

Held og lykke med sagen!