Krav mod defekt iphone

Krav mod defekteiphones.dk

Salvati spørger:

Jeg har være inde hos Defekteiphones på Studiestræde 18 st tv d. 16/2, for at sælge min iPhone 5s til dem. Det de gør er at registrere mig ved at spørge om navn, adresse, CPR nr. osv., de skriver så hvilket reg. og konto nr. pengene skal overføres til.

Jeg spørger så hvor lang tid der vil gå inden jeg modtager de 900,- de vil give for telefonen. Den ansatte siger så at der går allerhøjst 14 bankdage. Jeg får ingen form for kvittering på at jeg har afleveret den til dem, da han siger at deres printer er ude af drift, så han tilbyder mig i stedet at tage et billed af de informationer han har skrevet om mig på computeren, dette gør jeg så.

Der går så de 14 bankdage og jeg har ikke modtaget mine penge, det er så d. 29. februar. Jeg beslutter mig at ringe til dem og spørge om der er sket en fejl eller noget lign. da jeg ikke har modtaget beløbet.

Her siger den ansatte at jeg skal skrive en mail til dem, da han ikke kan gøre noget fra butikken, dette gør jeg så. Efter ca. 5 dages tid har jeg ikke modtaget noget svar tilbage.

Jeg tænker så at jeg vil tage forbi deres butik og spørge lidt mere seriøst om hvorfor der ikke er sket noget. Da jeg kommer til den adresse som også står på deres hjemmeside, finder jeg ud af at der nu ligger en herretøjs butik. Jeg spørger undrende den ansatte i den butik, hvor Defekteiphones er flyttet hen, dette ved han ikke, men siger så at han har fået mange sure og utilfredse kunder af Defekteiphones ind i hans butik, da de stadig tror den ligger der.

Jeg bliver så lidt rasende og vælger at ringe til Defekteiphones, da jeg får dem i røret spørger jeg så hvorfor de ikke har ændret deres adresse på deres hjemmeside og spørger hvorfor jeg stadig ikke har modtaget mine penge. Jeg bliver derfor sur på ham og han lægger dermed røret på. Jeg ringer op igen og siger til ham at man ikke skal lægge på sådan og han siger så at jeg ikke skal ringe til dette nr. igen.

Dette gør jeg selvfølgelig, denne gang får jeg en anden ansat i røret og han siger at han kan skrive mit navn ned og han så ville vende tilbage til mig. Jeg spørger så om de har tastet mit reg. eller konto nr. forkert og beder ham at læse det højt til mig så jeg kan se om der er lavet en fejl.
Her høre jeg så at mit konto nr. er tastet forkert, jeg giver ham så det rigtige og han siger at der nok ikke vil gå så lang tid før jeg modtager pengene.

Der går så ydeligere ca. 5-7 dage, hvor jeg så vælger at ringe til dem igen da jeg ikke har modtaget noget svar fra dem eller nogen penge. Her spørger jeg så hvorfor adressen stadig ikke er rettet på deres hjemmeside og hvorfor der faktisk står at jeg skulle havde fået mine penge kontant da jeg indleveret min telefon. Til det svare han at hjemmesiden er igang med at blive opdateret, alså det nu har taget over 14 dage at opdatere så få ting og at det var en fejl at skrive at man ikke gav pengene kontant.

Han siger så at han kan skrive mit navn ned og kontakte mig på mail, når han får noget afvide.

Det er nu d. 22. marts og jeg har jo stadig ikke modtaget de 900,-, som de ville give mig for telefonen. Jeg har så i dag prøvet at ringe til dem, men der er bare vente musik.

Jeg vil så spørge jer hvad man kan gøre ved dette?

Forbrugermeningen svarer:

Det kommer en del an på hvorvidt du har den billeddokumentation som han tilbød dig. Det er dig der bærer bevisbyrden for at firmaet har modtaget din telefon, så hvis du har billedet du tog er det rigeligt. Du skriver så en påstandsskrivelse til dem og indsætter billedet, samtidig med at du skriver at de skal indbetale de aftalte 900 kroner til dit kontonummer, som du endnu engang bør skrive til dem.

Herefter følger du denne lille guide vi har lavet: Få dine penge tilbage!

Hvis du ikke har billeddokumentationen må du nok anse pengene for tabt, idet du ikke kan bevise de har fået din iPhone.